Månen. Den kommer altid tilbage. Man når lige at glemme den. Hver måned! På underlig vis, bliver man hver eneste måned, helt hypnotiseret og en smule overvældet over månen, når den pludselig møver sig frem på himlen igen, efter en lille pause og danser over himlen med sin store runde mave. Faktisk næsten sådan lidt anmasende kan jeg næsten synes. Hvis månen var et menneske, ville den helt sikkert være sådan en helt speciel slags ven. Sådan et menneske, der har brug for sit space. Trækker sig tilbage lidt. Lader op, og så kommer brasende, med al sin glans og overshiner hele festen, med sit spændende lunefulde humør. Her er endnu et af mine utallige skabninger af månen. Malet på lærred, med spartel, pensel og gyldent bladmetal. Den skinner i mørket, og kaster skæret fra lyset i rummet tilbage igen. Den passer godt i en lys stue fordi den er mørk, men har sit center af lysende skær.