Noget Om Thy
I Thy går tiden stille. Ikke fordi den er gået i stå. Mere som en stille dag, hvor vinden holder vejret, og kun klitterne bevæger sig fordi solen kaster langsomme skygger gennem dagen. Man opdager det egentlig ikke, at tiden går stille, for man går også selv lidt stille.
Tiden går her, men den skynder sig ikke. Den bøjer sig om landskabet, snor sig mellem lyngtuer og marehalm, løber ud i havet og kaster sig ind i en bølge. Tilbage på sandet sidder en myre fast i forstenet harpiks og ravheksens gule øje stirrer på dig når du samler det op.
Tiden går stille her. Træerne er så skæve, at de næsten går baglæns.
Vi mærker den mest i det, der ikke sker, tiden. I solens langsomme skygger, der rykker sig over landet. Når stormene spiser bidder af en klit og vi kan se havet fra et nyt sted. Når lyngen bliver brun og ikke lilla. I de små forandringer, der kun bliver tydelige, når man har været væk længe nok. Men nok mest af alt i de små fine linjer, der drejer rundt om mit øje, der i krogen, når jeg kniber mod solen.
Jeg kigger op i himlen og ser det mørkeste jeg nogensinde har set. Sole der blinker gennem atmosfærisk støj, og selvom månen lyser en vinternat, minder det bare endnu mere om, hvor mørkt der er.
Jeg kigger op i himlen og ser det lyseste jeg nogensinde har set. Solen der pynter i mit hår, og selvom den går ned en sommernat, bliver der aldrig helt mørkt.
Kontraster i Thy
Det larmer i Thy. Når vinden undersøger om mit tag stadig sidder fast, så må jeg søge tilflugt i gæsteværelset, nedenunder, og så kan jeg næsten ikke høre, at huset jamrer. Har du prøvet at stå på en klit når stormen Otto, eller Harald, eller Wera, banker ind i kysten? Det larmer i Thy.
Der er stille i Thy. Jeg kan ikke høre en bil og der er langt til næste hus. "Men trods alt ikke længere end, at det kan ske engang at jeg, sidder under stjernerne, og hører fest og sang".* -Ulf Lundell
Himlen hænger så lavt i Thy, at man kan slå hovedet på den. Så er gusen tyk og lodden og klistrer i mit hår. Men mit overtøj er også tykt og loddent, og kun øjnene kan se ud. Så er min hue så blød, at det ikke gør noget når jeg banker hovedet ind i himlen.
I Thy er der højt til himlen. Når vinden fejer skyerne væk, og horisonterne omridser landet under den der høje, blå dome.
Så tager jeg den bløde hue af og kigger meget højt op.
Det Er Svært Ikke At Stirre På Elementer
Ild
Ser ind i et stearinlys, et bål, en solnedgang, der brænder sig langsomt ned i havet. Lyset gløder i marehalmens spidser, og vinden trækker i flammerne, som om den vil tage dem med.
Luft
To børn ligger i græsheden i en gryde og ser op på himlen, hvor luften tegner dyr i skyerne. Vinden skubber, trækker, hvisker. Måske lytter de til den, når den siger, at den har lyst til at flyve med drage i vestenvinden.
Vand
Når jeg stirrer på havet, tror jeg alt bliver godt. Så sprøjter det og vandet bobler vildt i flydende bevægelser. Jeg forstår ikke hvordan dråberne samler sig igen og falder på plads i en rytme. Perfekt, komplet kaos, i et fuldstændig vilkårligt, men absolut fejlfrit system.
Jord
En udsigt, så detaljeret, at den ikke kan rummes på én gang. På toppen af Isbjerg ser man stierne, der aldrig går den lige vej og lyngen, der hver sensommer blomstrer og farver heden. Så ser man pludselig jorden, der ligger der og sover under et tæppe af lilla.
Se flere billeder her>
